Kommende program for 2024
“Anna Anchers rum”
Foredrag ved Lilian Munk Rösing
Borup Kulturhus, Møllevej 2, 4140 Borup
Anna Ancher (1859-1935)
Anna Ancher var den eneste i den første generation af Skagensmalere, der var født og opvokset i Skagen. Som datter af kro- og hotelvært E. Andersen Brøndum kom hun i kontakt med tilrejsende, hvor især kunstnere fik stor betydning.
’Anna Anchers rum’
I Bogen betragtes kunstneren Anna Ancher, som den bærende akse og helt centrale skikkelse i kolonien af skagensmalere, og den som i højeste grad koncentrerede dens vilde energi til moderne, banebrydende malerkunst.
Hun formåede både at samle og udtrykke den kunstneriske energi, der løb så stærkt de år. Hun kunne med stærke farver og kraftige penselstrøg skabe sensitive stemninger og sarte, levende lysindfald, der blev til udtryksfulde og levende rum i hendes værker.
Det handler om at få sit eget rum. Og om at ”lære at se”. Det handler om, hvordan Anna Ancher formår at indfange lyset stofligt, med tyk farve og grove penselstrøg. Hvordan hun maler tætte vægge gennemskinnelige og gennemskinnelige gardiner tætte.
Maleriet ’Solskin i den blå stue’ hænger på Skagens Museum og pryder også bogens omslag. I værkets nederste højre hjørne ser vi Anna Anchers datter – den lille, lyshårede Helga Ancher, der sidder med sit håndarbejde. Lilian Munk Rösings hovedærinde er og bliver farverne.
Mød forfatteren Lilian Munk Rösing
Forfatter, kulturkritiker og lektor i kunst og kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun er kulturanmelder for Information og Dagbladet Politiken.
I pausen vil der være forfriskninger samt mulighed, for at købe bogen og få den signeret. Hvis du allerede har bogen, kan den også signeres. Du behøver hverken at kende kunstneren eller have læst bogen for at få en rigtig spændende, lærerig og underholdende aften!
Billetpris 70 kr., inklusiv 1 forfriskning i pausen
Billetsalg:
MobilePay 388052
Kop og Kande, Hovedgaden 18 i Borup
Billetter v. indgangen
————————————————————–
Koncert med DaCapo Koret
Borup Kulturhus,
Møllevej 2, 4140 Borup
søndag d. 3. november 2024 kl. 16.00.
Koncertens hovedværk, ”The Little Mermaid”, er den danske komponist, John Høybyes fortolkning af H.C. Andersens eventyr om den lille havfrue, der i sin kærlighed til den smukke prins må ofre sit eget liv. H.C. Andersens originale tekst er nyfortolket af den engelske forfatter Edward Broadbridge.
Værket synges på engelsk, men med en fortæller, der på dansk bringer os godt igennem historien, ligesom også de engelske sangtekster er trykt i programmet.
Det er jo november og efterår, og derfor har DaCapo også en række smukke efterårssange på programmet – også noget publikum får lejlighed til at synge med på.
Endelig synger DaCapo Koret også en række kompositioner og arrangementer af den legendariske svenske sang-kvintet, ”The Real Group”.
De fem sangere kan netop i år fejre 40-års jubilæum, hvor de i alle årene, har beriget korverdenen med en lang række spændende og elegante, primært rytmiske sange og arrangementer.
Billetpris 100 kr., inklusiv kaffe og kage
Billetsalg via www.billetto.dk
og i Kop & Kande i Borup
Resterende billetter sælges ved døren den 3. november fra kl. 15.15.
————————————————————–
Randi Laubek
Duokoncert i Borup Kulturhus,
Møllevej 2, 4140 Borup
Søndag den 6. april 2025 kl. 16
Randi Laubek er en ener i det danske musiklandskab og har gået sine egne snurrige veje, siden hun fik sit store gennembrud med debutalbummet ‘Ducks and Drakes’ for over 25 år siden.
Hendes musik har rødder i Americana, men er ikke let at kategorisere. Æterisk og eksperimenterende med elementer fra jazz, folk, klassisk og elektronisk musik, og centreret omkring hendes udtryksfulde stemme.
Duokoncerten i Borup Kulturhus består af sange fra hele Laubeks bagkatalog – fra debuten op til hendes seneste niende studiealbum ‘Bridge From Nowhere’, der udkom i 2023.
Med sig på scenen har hun sin faste samarbejdspartner pianisten og komponisten Anders P. Jensen, der udover sin egen elektroniske karriere har sat sit aftryk som musiker og producer hos diverse danske kunstnere.
En intim koncert med vokal og flygel i centrum, hvor sangene fortolkes frit og står i reneste udtryk.
En koncert i samarbejde med Tapperiet.
Billetpris 175 kr.
Billetsalg via www.tapperiet.dk
Dørene åbner kl. 15.00
Yderligere oplysninger senere
————————————————————–