Arkiv 2018 – Kulturforeningen i Skovbo

Kulturforeningen i Skovbos tidligere arrangementer i 2018: 

Søndag den 18. november fra kl. 14
Borup Kulturhus 
Åbent Hus for alle interesserede, arrangeret af Brugerrådet for Borup Kulturhus 

Kl. 14.00        holder Skovbo Kunstforening fernisering på den årlige Folkeudstilling, hvor over 30 fortrinsvis lokale kunstnere viser deres værker – både maleri, keramik og skulpturer 
Kl. 14.30        og resten af eftermiddagen kan man komme rundt i huset og møde foreningerne, høre musik og sang
Kl. 18.00        er der fælles buffet for medlemmer og gæster udefra
Kl. 19:30        er der koncert med Kira Martinis Kvartet

Pris for middag og koncert er 175 kr. (For medlemmer af husets foreninger dog kun 150) Deltager man kun ved koncerten er prisen 75 kr.

 

Støttet af Køge Kommunes Kulturpulje. 

—————————————————————————

Lørdag den 10. november kl. 19.30  
Borup Kulturhus 
“Hold i hånd med Händel” – et musikalsk portræt af barokkens stjerne. 

Camerata Øresund så frem imod at invitere publikum med ind i en spændende verden og tid med en af vores absolutte yndlingskomponister: Georg Friderich Händel. 

Allerede i  levende live kendte hans popularitet ingen grænser og gav ham nærmest status på lig med en nulevende popstjerne!  Til hans begravelse deltog over 3000 mennesker – og i 2018, knap 260 år efter hans død, ligger hans oratorium “Messias”  stadig i top 10 over mest opførte klassiske værker.  

Men hvem var dette musikalske og dramatiske geni og hvorfor er hans musik så populær? Camerata Øresund laver et musikalsk portræt af manden med det store temperament, store korpus og store (livs-) appetit. Ved hjælp af to unge fremragende sangere, Beate Mordal og Kristin Mulders, fortæller og iscenesætter vi Handels gådefulde liv på en levende og vedkommende måde. 
 
Händels musik er sprudlende, levende og humoristisk  men også dramatisk med en hjerteskærende smerte. Og ud af den usædvanlige store mængde musik Händel skrev, sammensætter vi et program som illustrerer hans liv på flotteste vis.
 
”Hold i Hånd med Händel” er en del af Camerata Øresund koncertserie med musikalske komponistportrætter;  sidste år var det Telemanns liv som blev illustreret med koncertprojektet, ”Tæt på Telemann”. Nu er det Händels tur og vi glæder os til at give publikum et indblik i historien om denne mand, som stadig rammer os lige i hjertet med sin musik. 
 
Medvirkende: Camerata Øresund – kunstnerisk ledelse: Peter Spissky 

Kristin Mulders: alt-solist 
Beate Mordal: sopran-solist  

Det var en flot, dejlig, sprudlende og humørfyldt koncert om Hândels liv. 


Søndag den 28. oktober kl. 16  
Borup Kulturhus 
“Måske en martsnat”
Koncert med DaCapo-koret og  Mads Haabers Kvartet. 

Stemningsfuld og rytmisk koncert 

Titlen på koncerten stammer fra ”Måske en martsnat” der er en samling sange, som beskriver årstiderne, begyndende med april og sluttende med marts. Eva Chortsen har bl.a. skrevet flere af teksterne. Musikstilen lægger sig mellem klassisk korsang og moderne rytmisk musik med elementer fra jazz, latin og gospel. 

Melodierne er komponeret af John Høybye, som i mange år har været et etableret navn i dansk og nordisk kormusik. Dels som dirigent for adskillige både danske og udenlandske kor og dels som komponist og arrangør.

Som komponist har han ydet et vigtigt bidrag til fornyelsen af nordisk kormusik. Ikke mindst fordi han har evnet at kombinere elementer fra den klassiske ”kor-sound” med elementer fra gospel og jazz, og hans værker er således udgivet i flere europæiske lande, ligesom han har modtaget flere priser fra musik-organisationer som anerkendelse af sin komponistvirksomhed. 

De fire musikere, Mads Haaber, Mads Granum, Mikkel Nielsen og Flemming Nielson, er hver for sig blandt de bedste jazz-musikere i Danmark og er særligt sammensat til netop dette projekt under navnet, ”Mads Haabers kvartet”.

De har allerede hver for sig en fornem musiker-karriere. 

DaCapo-koret er et veletableret kor i Køge. Det har optrådt ved en række koncerter af vidt forskellig karakter. De seneste var bl.a. en koncert med ”Klassisk rock for kor” med Køge-solisten, Anders Ørsager og en rytmegruppe, samt en stemningsfuld aftenkoncert i Køge Kirke med klassisk korsang.

Koret har optrådt adskillige andre sted: Bl.a. Færøerne, Jylland, Irland og har vundet sølv ved en korkonkurrence i Spanien.

I øjeblikket planlægges en deltagelse i en korfestival i Budapest.

DaCapo-koret har altid holdt af at synge forskellige stilarter, og måske netop derfor er  koret glad for en komponist som John Høybye, hvis varemærke det netop er at blande stilarterne. Koret dirigeres af Poul Erik Juhl. 

Ud over sangene fra ”Måske en martsnat” bød koncerten på selvstændige indslag fra de fire musikere, samt yderligere et par sange fra komponistens hånd. 

Det blev en dejlig eftermiddag. 


Mandag den 24. september kl. 19.30 
Borup Kulturhus i kantinen

Et Arbejdsliv på Iskanten
Lysbilledforedrag med  eventyrer og havpattedyrbiolog
Cecilia Vanman. 

Cecilia Vanman tog publikum med bag scenen på et unikt arbejdsliv som ekspeditionsleder og havpattedyrbiolog ved iskanten i Arktis. Vi rejste blandt andet med på en spændende filmekspedition på jagt efter hvalrosser, hvidhvaler og narhvaler ved 76nde breddegrad i Canada, i fodsporene på legendariske opdagelsesrejsende under en anden ekspedition igennem den mytiske Nordvestpassage og mødte udfordrende storme, isbjørne og overvældende natur i den arktiske ødemark. 

Det var et spændende foredrag, og det var helt rigtigt at afholde det i den tidligere kantine på 2. sal.   


Fredag den 31. august – Kulturnat i Borup
Borup Kulturhus.  
KIS arrangerede en koncert med Inge Andersen og Swingeriet

Kl. 21.00 – 22.00
Inge Andersen og Swingeriet, der denne gang var en kvintet.  

Swingorkestret bestod på Kulturnatten af: 
Susanne Overgård vocal 
Simon Thorsen saxofon 
Inge Andersen piano (kapelmester) 
Roland Hansen bas 
Carsten Landors trommer

Inge Andersen er kendt for sit lette og flydende spil, og hun optræder på mange af de Københavnske jazzsteder. Stilen er swingjazz.
Aftenen i Borup Kulturhus sluttede med en koncert med Swingeriet, som er Inge Andersens egen opfindelse af et professionelt swingband med forskellige professionelle musikere. 

Gratis adgang på Kulturnatten. 


Lørdag den 16. juni 2018 klokken 10 – 15 
Kulturforeningen i Skovbo deltog i Foreningernes Dag på Torvet i Køge. 
KIS præsenteredes af Lasse “Boogie” Jensen, og udloddede en hjemmekoncert med “Boogie Lasse”. 
Hjemmekoncerten blev vundet på lod nr. 64. Vinderen har fået besked.  

 

 

 

 


Fredag den 6. april 2018 kl. 20 
Koncert med James Taylor-musik
ved Jan Kaspersen, Peter Vuust og Kristian Fogh 

Borup Kulturhus 

Kulturforeningen i Skovbo, KIS, blændede fredag den 6. april op for en spændende og stemningsfuld koncert med 3 gode danske musikere, Jan Kaspersen, Peter Vuust og Kristian Fogh, som præsenterede den amerikanske sing-and-song-writer James Taylor.  

James Taylor er en stor amerikansk sing-and song-writer. Han fik sit gennembrud i 1970 og er stadig meget koncertaktiv ikke mindst med sit ”one-man-band”, som har en stor fanskare i USA.

På verdens-scenen har særligt et par numre som ”Shower the People” og ”Fire and Rain” vist sin styrke som meget poetiske og melodiske, visende hans evne til at beskrive folks følelser. Hans fortolkning af Carole Kings ”You´ve got a friend” har placeret ham blandt store sangere i USA. 

En fælles kærlighed til James Taylors musik har ført de 3 danske musikere sammen i ønsket om at dykke ned i hans store sangkatalog og formidle det til det danske publikum. Det er 3 musikere, som har bevæget sig rundt i pop- og jazz-miljøet i flere år. 

Musikerne var ingen ringere end Jan Kaspersen på vokal, guitar. Han har i en lille menneskealder været Jette Torps kapelmester, men han har også turneret med Alberte Winding, Bruce Guthro, Marting Brygman, Lis Sørensen og Mek Pek Partyband. Han har indspillet 3 soloplader. 

Peter Vuust, på kontrabas og kor, har p.t. udgivet 6 soloplader med sin egen trio og bl.a. Veronica Mortensen. Peter Vuust er i sit daglige virke en estimeret hjerneforsker med en nylig bogudgivelse bag sig (”Musik på hjernen”). Han har spillet og turneret med Steffen Brandt, Poul Dissing, Sinne Eeg, Søs Fenger, Mads Langer og Bobo Moreno. 

Trioens pianist var Kristian Fogh, som spiller p.t. med i Lars Lilholt Band og med Mike Andersen. Han har desuden spillet og turneret med Bruce Guthro, Lars HUG, Peter Belli, Peter A.G., Poul Krebs og Michael Falch. 

Aftenen startede med en middag kl. 18.30 fra Restaurant Il Gusto i Borup.
Koncerten begyndte kl. 20.00 

Det blev en dejlig aften med god musik. 


Familiekoncert med Concerto Copenhagen 
Gratis familiearrangement med musik og aftensmad
mandag den 12. marts kl. 16.30 i Borup Kulturhus: 

”Det er så smukt, at jeg er lige ved at græde”, hviskede en 9-årig dreng, da billedbogen ”Den morgen vi var hyrder” blev liveopført på Teaterbygningen sidste efterår. Og det VAR smukt! Og samtidig var det sjovt og lærerigt for børn i alle aldre og deres forældre.
Den oplevelse fik flere familier mulighed for at få, da Tea Bendix, Poul Høxbro og et ensemble fra barokorkestret Concerto Copenhagen gæstede Borup Kulturhus. 
Arrangementet præsenteredes af Teaterbygningen, Kulturforeningen i Skovbo og KøgeBibliotekerne med støtte fra Køge Kommunes Kulturpulje.
Deltagelse ved både koncert og fællesspisning var gratis, men tilmelding var nødvendig via www.koegebib.dk 

Dejlig eftermiddag afsluttende med pizza til alle. 


Ordinær Generalforsamling søndag den 4. marts kl. 16 
Borup Kulturhus 

Dagsorden ifølge vedtægterne kan læses under:  OM KIS / medlemskab  


Teaterstykket “I det uvirkelige lys”af Aske Høier Olsen. 
Søndag den 25. februar i Borup Kulturhus. 

Brugerrådet i Borup Kulturhus indbød i samarbejde med Ungdomsskolen og KIS til at deltage i en helt særlig teateroplevelse:

UDSIGT er en række teaterstykker, der er skrevet til at bliver opført UDEN publikum. Den eneste måde man kan opleve stykkerne på, er ved selv at spille med.
Stykket ”I det uvirkelige lys”, som vi sammen kan opleve søndag den 25. februar er skrevet til Borup Kulturhus – et sted som Aske, opvokset i Borup, altid har haft med i sit hjerte, efter han er flyttet til København.

UDSIGT handler om en ”dokumentarist” der har problemer med at se verden – Deltagerne vil sammen spille sig igennem og indtage forskellige roller i ”dokumentaristens” liv. Stykket er skrevet til 6 personer, så der kan spille 6 personer med hver gang.  Hver optræden vil vare ca. en time.  Udsigt vil blive opført flere gange i løbet af søndagen i tidsrummet kl. 10.00 – 13.00 samt 17.00 – 20.00.

Alle der havde tilmeldt sig fik et manuskript. 


Tirsdag den 6.februar 2018 kl. 19.30 
Koncert med b
arokensemblet ”Camerata Øresund” med  Peter Spissky og sopranen Eline Soelmark

Vivaldi: De 4 årstider samt Vivaldi-arier. 

Den 6. februar 2018 klokken 19.30 kom Camerata Øresund og sopranen Eline Soelmark til Borup Kulturhus, hvor de opførte Vivaldis ”De fire årstider” og Eline Soelmark vil synge Vivaldi arier.

På Vivaldis tid forsøgte violinisterne at efterligne den menneskelige stemme, mens sangerne bestræbte sig på at opnå instrumenternes brillante klang. I dette program præsenteres en spændende dialog mellem violinen og sopranstemmen, som demonstrerer den menneskelige evne til at opnå sublim skønhed, rørende stemning og afvæbnende humor.

Violinisten Peter Spissky malede musikalske billeder i de berømte violinkoncerter “De 4 årstider” og sopranen Eline Soelmark forførte og inspirerede os med sin gyldne stemme i virtuose kantater.

Ensemblet Camerata Øresund blev startet i 2010 og samler den nyeste generation af barokmusikere, som har studeret på konservatorierne i Øresundsregionen eller er flyttet hertil for at starte en karriere i områdets spændende musikmiljø. Camerata Øresund blev kendt for sin unge eksplosive entusiasme. Ensemblets musikere har alle specialiseret sig i historisk opførelsespraksis og ledes af violinisten og barokspecialisten Peter Spissky, som også underviser på Musikhögskolan i Malmø, DKDM og MGK hvorfra han har tiltrukket unge talenter. Her ibland netop sopranen Eline Soelmark og Marcus Molin som i ensemblet spiller cembalo. De er begge blevet eftertragtede musikere i hele Skandinavien og Europa. Ensemblets koncerter bliver jævnligt transmiteret af DR P2. De er faste gæster i Diamanten, Koncertkirken og ved Næstved Early Music Festival NEMF.

Vi blev præsenteret, ikke bare for den vidunderlige musik fra Vivaldis hånd, men den fremførtes, som beskrevet, af et af Skandinaviens bedste barokensembler. Her er ingen stive former, – musikerne og sangeren spiller og synger uden dirigent, stående, – ja nærmest dansende. Det er en intens og levende musikalsk opførelse, som river tilhørerne med helt ind i det musikalske udtryk. 

Det var en fantastisk dejlig koncert. Tak til Camerata Øresund og Eline Soelmark. 


Torsdag den 11. januar 2018 kl. 19.30 
Henrik Engelbrecht: ”Opera i Guldalderens København” 
Ejby Medborgerhus, Gemsevej 19, Ejby, 4623 Ll. Skensved 

Musik- og operaeksperten Henrik Engelbrecht kom til Ejby Medborgerhus og holdt et af sine spændende, morsomme og underholdende foredrag om ”Opera i guldalderens København”.

Han fortalte, så man næsten kunne mærke stemningen og lugtene fra det kongelige teater i begyndelsen af 1800-tallet, hvor Det Kongelige Teaters skuespillere synger Mozart uden nogen særlig uddannelse – med kun meget få prøver og for nogles vedkommende i en evig brandert. Hvis de pjækker fra prøverne, risikerer de at ryge i fængsel. Kongen smider landets førende operasanger helt ud af landet, da han tager rollen som Don Juan lidt for bogstaveligt overfor en af prinsesserne på Amalienborg. Henrik Engelbrecht fortæller levende og engageret om dengang ordensmagten også havde travlt på tilskuerpladserne og når københavnerne købte teaterbilletter; der var fysisk kamp om at få fat i de eftertragtede billetter, og der var tit slagsmål efter forestillingerne.

Vi tog med i det iskolde og stinkende teater, hvor publikum spiser den medbragte mad undervejs i forestillingerne, og drikker rigeligt med brændevin til … når de altså ikke skal koncentrere sig om at smide rotterne ud af deres loger. 

Det var en spændende aften, hvor vi fik meget at vide.