Kulturforeningen i Skovbos tidligere arrangementer i 2017:
Søndag den 26. november 2017 kl. 15.00 ”Den Lyriske Parentes”
Ejby Medborgerhus, Gemsevej 19, Ejby, 4623 Ll. Skensved
Vi får i Ejby Medborgerhus besøg af Carsten Milvang, som netop har udgivet sin første digtsamling: ”Heartdisk”. Undertitlen er ”Digte fra hjertet til højtlæsning” og netop højtlæsningen af digte har en central plads i Carsten Milvangs hjerte. Digte som omdrejningspunkt for mennesker, der holder af poesi.
Redaktøren af digtsamlingen har skrevet følgende:
”Digtsamlingens 41 digte vidner om stor nysgerrighed, årvågenhed , begejstring og fortælleglæde, parret med livsklogskab, underfundighed, humor og selvironi.
Inspirationen er hentet fra livets sære tilskikkelser og tilfældigheder, genkendelige og originale på same tid. Levende overraskende og nutidige digte, der vinder sympati og skaber genklang, hvad enten man selv læser dem eller får digtene læst højt.”
Carsten vil læse op fra digtsamlingen, og fortælle om hvad der har inspireret ham og hvordan det ender med at blive til et digt. En proces, som nogle gange kan virke ulogisk og fremmed, men som har sit eget forløb. Det vil Carsten Milvang bl.a. fortælle om, og vi vil kunne få en dialog om digtets væsen og hvordan digte påvirker os på en anden måde end prosa gør det. En spændende eftermiddag i poesiens tegn.
Carsten Milvang er oprindeligt uddannet litograf. Grafisk formgivning og kommunikation fra den grafiske højskole og videreuddannet i bl. a. New York, Detroit og London. Hans arbejdsliv har handlet om markedsføring, reklame, grafisk design, visuel og verbal kommunikation og formidling.
Men hans interesse for skrivningens kunst førte til Saxo forfatterskole, hvor han deltog alle årene fra 2009-2014. I 2014 var han medinitiativtager til ”Den nye Skriveskole/Facebook.dk, hvor han også er administrator. Her i 2017 har han gennemført ”Det vertikale værksted”, en skriveworkshop/kursus under Natkirken, Vor Frue Kirke.
Og nu har al hans glæde ved ord udmøntet sig i denne fine digtsamling. Som en læser af den skrev på hans facebookside: ” Jeg har læst høj for mig selv, leet og fældet en tåre. Det er en dejlig Heartdisk du har skrevet! BRAVO CARSTEN – skønne digte !!!! Jeg vil læse dem igen og igen.”
Kom til en spændende eftermiddag i Ejby Medborgerhus.
Der er gratis adgang.
Søndag den 12. november kom SYRISK KULTURKARAVANE til Borup Kulturhus
Nogle af de bedste syriske musikere, som nu lever i landflygtighed forskellige steder i Europa, historiefortællinger på syrisk og dansk, smagsprøver på syrisk mad, dansk musik og danske og syriske folkedanse
Se programmet ved at klikke på plakaten.
Se også introduktionsvideoen nedenfor.
Alle er velkomne.
Der vil være gratis entré.
Det var en dejlig eftermiddag med fuldt hus, god stemning, fremragende musik og gode fortællinger.
Søndag den 5. november ÅBENT HUS i Borup Kulturhus
Det er en dag, hvor foreningerne og Køges Musik- og Ungdomsskoler holder åbent i Borup Kulturhus for interesserede.
Man har her en mulighed for at se, hvad der sker i huset, og hvilke tilbud der gives.
Program:
Kl. 14:00: Fernisering på Folkeudstillingen i Skovbo Kunstforening
Kl. 14:30: Mød de, der holder til i Borup Kulturhus, og oplev musik og sang i Hallen.
Kl. 18:00: Fælles middag i Hallen for medlemmer og gæster udefra
Menu: Kalveculotte – Skinke – Kartoffelgratin – Urtestegte kartofler –Broccolisalat
Tomatsalat – Mix af grøn salat – Dressing – Brød
Kl. 19:30 – 21:30: Koncert med Tatiana og Nikolaj Skaaning
Det blev en dejlig dag med mange gæster.
Færø-aften i samarbejde med Skovbo Kunstforening fredag den 29. september i Borup Kulturhus:
En af Færøernes mest centrale kulturpersonligheder for tiden, maleren Bárdur Jákupsson, udstiller og fortæller om sine billeder og færøsk kunst i Borup Kulturhus. Senere på aftenen giver den færøske guitarist, sanger og sangskriver Stanley Samuelsen en koncert sammen med sin datter Astrid.
Endvidere sørger en kok for, at der bliver buffet med blandt andet lam og kylling.
Lidt om kunstneren Bárdur Jákupsson: Den dramafærøsk mad.tiske natur er et tilbagevendende motiv i billedkunsten på Færøerne. Således også hos maleren Bárdur Jákupsson. Han begyndte som en mere naturalistisk maler, end han er i dag, hvor hans store landskabsbilleder fremtræder som abstraktioner over den færøske natur. Han inspireres blandt andet af fuglefjeldene uden af den grund at male konkrete fugle. Man fornemmer alligevel tilstedeværelsen af fugle i de flimrende helheder, som udgør virkeligheden i hans billeder. Billedet er i heftig bevægelse og under stadig forvandling, lige som den færøske natur.
Bárdur Jákupsson er en central skikkelse i det færøske kulturliv som lærer, arrangør af udstillinger, kritiker, organisator, som direktør gennem en årrække fra 1978 for Færøernes kunstmuseum, Listasavn Føroya, i Tórshavn og som medlem af diverse råd. Som forfatter, har han blandt andet udgivet et værdsat oversigtsværk om færøsk kunst. Desuden er han anerkendt frimærkekunstner.
Lidt om Sangeren Stanley Samuelsen: Han har været international artist i mere end 20 år, og har fejret sit 50 års jubilæum som scenekunstner. Stanley Samuelsen er født på Færøerne, men har boet hele sit voksenliv i Danmark.
På Færøerne er Stanley Samuelsens musik folkeeje, og han har modtaget flere nomineringer og kunstpriser i Danmark og på Færøerne. Han har udgivet 7 albums med sin egen musik, og har solgt mere end 10.000 albums.
Hans musikalske univers er stille ballader med tempofyldte variationer. Temaerne er kærlighed, tab, naturens kræfter og menneskets navigation gennem livet. Stanley synger både på dansk, engelsk og på færøsk.
Færø-kulturaftenen er et fællesarrangement mellem Skovbo Kunstforening og Kultur-foreningen i Skovbo
Denne gang er det et arrangement med store færøske samtidskunstnere.
Der var en åben fernisering i Kulturhuset kl. 16-17.30, hvor kunstneren var til stede.
Program:
Klokken 18.00: Foredrag ved Bárdur Jákupsson
Klokken 19.30: Buffet med blandt andet lam og kylling
Klokken 20.30: Koncert med Astrid og Stanley Samuelsen
Det blev en god og givende aften.
Fredag den 25. august var der Kulturnat i Borup.
KIS’ koncerter i Borup Kulturhus:
kl. 20.00-20.45 Julia Milasa – guitar og vocal
kl. 21.00-22.00 Jazzkoncert med New Orleans Delight & Marilyn T. Keller (dansk/svensk jazzorkester med amerikansk sangerinde)
Gratis entré på Kulturnatten.
Kl. 20.00 – 20.45 Julia Milasa -vocal og guitar:
Vi er så heldige at kunne præsentere russiske Yulia Malyasova Elmgren Korskjær med kunstnernavner Julia Milasa. Hun er klassisk uddannet guitarist og spiller fantastisk. Derudover synger hun smukt, intenst og medrivende.
Det var en flot koncert, som harmonerede meget fint med de udstillede billeder af Kristian Vodder Svensson.
kl. 21.00 – 22.00: New Orleans Delight med Marilyn Keller.
Her bevæger vi os over i en helt anden genre med New Orleans Delight og den amerikanske sangerinde Marilyn Keller. De optrådte også på Kulturnatten i 2016, og Musikken og Marilyn Keller fik os alle i højt humør, så festligt, farverigt og smittende var det.
New Orleans Delight og Marilyn Keller gav som i 2016 en festlig afslutning på Kulturnatten.
Lørdag 10. juni deltog KIS i Foreningernes Dag i Køge Rådhusgård klokken 10 – 15.
Lasse “Boogie” Jensen repræsenterede KIS.
Lasse lagde op til KIS’ konkurrence med lodtrækning om en 30 minutters koncert med Lasse.
Vinderen fra Herfølge har været i kontakt med Lasse.
Lørdag 22.04.2017 klokken 20:
Burnin Red Ivanhoe – 50 års jubilæum
Borup Kulturhus, Møllevej 2, 4140 Borup
Her i 2017 har Burnin Red Ivanhoe i 50 år været et fast begreb i dansk musik. Altid genkendelig, altid udtryk for en bestemt måde at gå til musikken på, en unik lyd, en særlig holdning til det at spille musik for publikum.
I begyndelsen hed det syrerock. I dag er det en del af kulturarven.
Kim Menzer og Karsten Vogel er som altid i front med både vokal og mange instrumenter. Med det faste hold Assi Roar på bas og Klaus Menzer bag trommerne er én af landets stærkeste rytmegrupper på plads, og med Jens Runge som guitarist og sanger er der sikkerhed for et nyt og meget energisk Burnin men også et Burnin, der bygger på sine egne traditioner og hele musikalske væremåde. Lone Selmer, der som det nye sjette medlem både spiller keyboard og lægger vokalstemmer på, giver fylde og variation både i de musikalske arrangementer og i et til stadighed over-raskende sceneshow.
Fælles for alle Burnin-job er stor spilleglæde, musikalsk slagkraft, opfindsomhed, mærkelige instrumenter og et uberegneligt sceneshow.
Kim Menzer – Jens Runge – Karsten Vogel – Lone Selmer – Assi Roar – Klaus Menzer
Til koncerten:
Kim Menzer – Jens Runge – Karsten Vogel – Lone Selmer – Jon Bruland – Frandz Rifbjerg
En fantastisk koncert med fuldt hus og begejstret publikum. En stor oplevelse.
Fredag 10.03.2017 klokken 20:
Tegneserie-operaen Escarramán, Multihallen i Borup
Link til dokumentar-video: klik her
Escarramán er en livlig og temperamentfuld opera med spanske dansesange og arier fra 1600-tallet. Escarramán er desuden noget så sjældent som en tegneserie opera, en opera comics, hvor handlingen i operaen illustreres ved hjælp af en projekteret tegneserie. Sangene i operaen er bundet sammen af nykomponerede recitativer i et nutidigt tonesprog, hvor sound-scapes, slagtøj og elektronik har en fremtrædende rolle.
Escarramán er historien om en fattig hofmusiker i 1600-tallets Madrid, der på trods af sit arbejde for samfundets priviligerede, alligevel er henvist til at leve på samfundets bund.
Humoren og det spanske folkevid kender ingen herre!
Medvirkende: Hilde Karlsen, Julie Andkjær Olsen, Mogens Rasmussen, Patricio Pock-Steen Fraile, Poul Udbye Pock-Steen, Christina Larsson Malmberg, Ernesto Manuitt Hernández, María Altadill y Briansó, Felipe Mascuñano, Flora Papadoupolos
Orkesterleder: Poul Udbye Pock-Steen – Billedkunstner: Alberto de Arriba Guisande –
Koreograf: Julie Andkjær Olsen – Lyddesigner: Patricio Pock-Steen Fraile –
Videodesigner: Jeppe Rohde.
Sprog: Dansk (recitativer, tegneserie, fortælling). Dansesangene synges på originalsproget.
Tegneserie-operaen er støttet af Køge Kommunes Kulturpulje og STATENS KUNSTFOND
Det var en meget flot og spændende forestilling.
Søndag 05.03.2017 klokken 16, Borup Kulturhus: Ordinær Generalforsamling
Referatet er lagt på hjemmesiden under Bestyrelsen.